-
Business-update: Nu taler Dansk Erhverv åbent om at give kunstigt åndedræt til erhvervslivet
来源: BDK Finans / 29 11月 2024 09:55:23 America/New_York
Godeftermiddag og velkommen til ugens sidste Business-update her fra erhvervsredaktionen på Berlingske. På denne fredag skal vi høre om et muligt salg af Berlingske og manglende åbenhed om advokatsalærer. Men først til en historie om helt nye metoder, som Europa bør anvende i konkurrencen med blandt andre USA og Kina. 1. Dansk Erhverv vil hjælpe erhvervslivet på helt ny måde Europa er presset på mange fronter, og tiden er nu kommet til at tage helt anderledes metoder i brug for at få kontinentet på fode igen. Det skriver Finans. Dansk Erhverv mener, at Europa i konkurrencen med USA og Kina skal føre en langt mere politisk styret industripolitik. En politik, hvor politisk udvalgte forretningsmodeller skal have en økonomisk håndsrækning. »Vi er nødt til at give os selv kunstigt åndedræt på nogle områder, hvor vi simpelthen er alt for svage. Vi håber ikke, at det skal være permanent, for vi er og bliver fortalere for frihandel,« siger Nikolaj Juncher Wædegaard, underdirektør i Dansk Erhverv, til Finans. Energipolitisk, forsvarspolitisk og teknologisk halter Europa så meget bagefter, at man i Dansk Erhverv er gået fra at tale imod støtte og fokusere på rammevilkår til nu at tale for økonomiske håndsrækninger til erhvervslivet. 2. Advokathuse holder tæt om egne salærer En række af landets største advokathuse ønsker større åbenhed om Kammeradvokatens forretninger med staten, og hvor høje salærer der bliver betalt. Men kritikerne – der typisk er Kammeradvokatens konkurrenter – vil ikke selv fortælle om deres salærer fra de sager, hvor de har repræsenteret private firmaer, der har haft staten og Kammeradvokaten som modpart. Det skriver Børsen. Oplysningerne kommer, fordi formanden for regeringens ekspertgruppe, økonomiprofessor Philipp Schröder, lige nu undersøger, om staten med fordel kan øge konkurrencen om statens brug af advokatydelser. Lukketheden ærgrer Kammeradvokatens managing partner, Jens Bødtcher-Hansen. »Vi hører gentagne gange, at vores salærer er højere, men det er de ikke, tværtimod. Vi har fra starten sagt, at vi er parate til at sammenligne salærer i alle sager, for vi har intet at skjule. Vi er rigtig ærgerlige over, at vores konkurrenter ikke er parate til at dele de tal, men inderst inde forstår jeg måske godt, at de ikke tør gå ned ad det spor,« siger Jens Bødtcher-Hansen. 3. Norsk køber er favorit til at købe Berlingske Et konsortium bestående af to pengestærke mediehuse med norske Amedia i spidsen er favoritter til at overtage Berlingske Media, skriver branchemediet InsideBusiness. Ifølge oplysningerne skulle de nuværende belgiske ejere DPG i øjeblikket være i forhandlinger med den mulige nye ejer. Favoritterne er et konsortium, der består af norske Amedia og svenske Bonnier, som skulle være gået sammen om at overtage det danske mediehus. Tanken skulle være, at Amedia skal sidde på den største ejerpost for at undgå at komme i konflikt med konkurrencemyndighederne. Bonnier ejer nemlig allerede en majoritetspost i Dagbladet Børsen. Forhandlingerne mellem parterne er ifølge InsideBusiness’ oplysninger fremskredne, og det ser indtil videre ikke ud til, at andre købere har haft enten viljen eller evnerne til at imødekomme DPGs prisforventninger. Tre uundværlige fra Berlingske Business: A: Thomas Bernt: Et vaskeægte scoop for Danish Crown at hente tidligere Mærsk-topchef Den tidligere Mærsk-topchef Søren Skou rykker ind som ny bestyrelsesformand i kriseramte Danish Crown om en lille måned. Læs mere her. B: Elbilkrigen raser – nu mister Kina terræn Igen i oktober blev der solgte færre elbiler fra kinesiske bilmærker. I Danmark var kun en enkelt på top-10-listen. Læs mere her. C: Olielande udskyder vigtigt møde om produktionen Der er uro på de indre linjer om begrænsninger i olieproduktionen. Læs mere her. https://www.berlingske.dk/virksomheder/business-update-nu-taler-dansk-erhverv-aabent-om-at-give-kunstigt